Sommer 2001 - Trek til K2 base camp i Pakistan

Fakta om trekket

Deltagere: Claus Løye Andersen, Lars Nielsen og Robert Wagner Tidspunkt: Juli 2001 Sted: Karakorum bjergene i det nordlige Pakistan Navn på trek: Baltoro gletcher trek til Concordia og K2. Distance: ca. 180 km. Dage: ca. 15 dage, hvoraf ca. 8 er på gletscher. Niveau: Langt, hårdt trek i stor højde, 2850-5150 m.o.h. Klima: Fra bagende varmt til nattefrost Terræn: Tørt ørkenlandskab og meget skarpe bjergtinder Bjerge: K2 (8611), Gasherbrum 1 (8068), Broad Peak (8047), Gasherbrum 2 (8035), Gasherbrum 3 (7952), Gasherbrum 4 (7925), Masherbrum (7821) og adskillige andre bjerge over 7000 meter.

Baltoro trekket har en større koncentration af høje tinder end noget andet trek på denne klode. I området omkring K2 knejser 10 af verdens 30 højeste bjerge indenfor en radius af ca. 20 km., og er man heldig kan man se 4 bjerge over 8000 meter. I Pakistan findes ca. 180 bjerge over 7000 meter, hvilket er mere end alle andre lande i verden tilsammen. I Karako- rum bjergkæden er der alene over 100. 30% af Karakorumbjergene er glacieret mod kun 10% i Himalaya.

Om Pakistan

Jeg vidste meget lidt om Pakistan før jeg tog dertil, jeg vidste at landet var regeret af en militærregering, at de var muslimer, at der var en hulens masse mennesker, og at Pakistan var i konflikt med Indien om Kashmir. På grund af sidst omtalte konflikt har Pakistan et lidt dårligt ry som rejseland over det meste af verden. De seneste år er landet dog begyndt at træde ud af den overhængende krigsskygge og har oplevet et mindre turistboom, hvilket dog nu igen krakelerer som følge krigsoprustningen mod Afghanistan, meget sørgeligt og ærgeligt for Pakistan, der som et fattigt land er meget afhængig af indtægter fra turistbranchen. Jeg er end dog meget ked af det på Pakistans vegne, nu hvor jeg selv har været der, og kan jorde mange af de fordomme der er om landet. Jeg har fået en meget positiv opfattelse af landet og dets folk. I de store byer er der godt nok kaos, larm, affald og aggressive folk, men ude i bjergene er folk meget mere imødekommende og meget flinke. Mange er interesseret i at høre mere om den vestlige verden, og de elsker også at fortælle om dem selv og om Pakistan. De kan lide kommunikationen med os vesterl-ændinge, og de er meget mere åbne, end man skulle tro om muslimer. Pakistans hovedstad, Islamabad, var også en overraskelse. Det var en meget grøn og meget pæn by, og ikke så meget kaos. Dette skyldes dog at byen kun er 30 år gammel og at den er opbygget af et kvadratisk vejnet, og at det er her at alle de rige bor. Tvillingebyen Rawalpindi er gammel, og er en klar modsætning til Islamabad, det er som 2 forskellige verdener.

De egne jeg så af landet var endvidere meget farverige og med mange forskellige kulturer, meget spændende. Og prisniveauet er helt i bund i Pakistan: Aftensmad kan gøres for 10 kroner med drikkevarer, og man snildt køre 5 timer i minibus for 15 kroner. Selvfølgelig må det frarådes at rejse til Pakistan lige nu, men så snart der falder lidt ro på igen, kan jeg varmt anbefale en rejse dertil, og især til de imponerende Karakorum bjerge.

picture265.jpg
picture266.jpg

Ud i bjergene

Efter et par meget varme dage i Islamabad tog vi afsted mod bjergene i ledtog med vores rejsearrangør i en minivan. Det tog 2 dage bl.a. af den imponerende bjergvej "Karakorum Highway" at nå byen Skardu, der er udgangspunktet for treks indtil K2. Karakorum Highway er bygget fra 1966 til 1978 og forbinder Pakistan med Kina via Kjunjerab passet i 4730 meters højde, og er et stort ingeniørprojekt, der har kostet mange menneskeliv. På vejen til Skardu så vi bl.a. Pakistans 5. 8000'er "Nanga Parbat" på 8125 meter samt 7790 meter høje Rakaposhi.

picture267.jpg
picture268.jpg
picture269.jpg

I Skardu fik jeg uheldigvis en så kraftig maveinfluenza, at jeg efter hårde overvejelser måtte lade Claus og Robert tage mod K2 alene. 5 dage senere sammensatte jeg et nyt team og tog mod K2 alene sammen med 6 bærere og en guide, hvilket følgende beskrivelse omfatter.

Dag 1 Skardu-Thungol (ca. 130 km)

Fra Skardu tog det 8 timer i jeep af den vildeste bjergvej til den lille landsby Thungol, hvorfra trekket til K2 starter. At jeg ikke blev køresyg eller dårlig på den tur var et helt under. Under hele turen hørte vi det samme pakistanske "jala" musik igen og igen, men det gav nu bare et ekstra eventyrligt løft til oplevelsen, mens vi bumpede afsted på vejen, der af og til var skåret ud i klippevæggen højt over den nedenfor brusende flod. Undervejs måtte vi også skifte jeep, idet en bro ikke var der mere, så vi måtte gå over sidevandløbet til en ny jeep på den anden side. Sådan er et eventyr i Pakistan, man kan ikke altid regne med vejenes beskaffenhed her i de øde egne, og man lærte hurtigt at vænne sig til overraskelser.

Dag 2 Thungol-Korophon (ca. 12 km.)

Så var dagen endelig kommet, hvor jeg skulle prøve kræfter med dette meget ansete trek til K2. Til de 15 dage havde vi forsyninger på omkring 200 kg., hvilket mine 6 bærere tog sig af, det var nogle hårde gutter. Min guide hed Mohammed Hussein og var 60 år gammel. Han var meget erfaren og havde også tidligere været bærer på nogle bjergbestignings-ekspeditioner i højder op til 7700 meter. Min kok hed det samme som guiden, så det var meget nemt, mens bærerne havde typiske islamiske navne som Ali, Mansoor og Haroon. Mansoor var min yngste bærer, kun omtrent 17 år, mens en anden bærer var over 50 år, så det var en spændende forsamling.

picture270.jpg
picture271.jpg
picture272.jpg

Efter en times vandring nåede vi den sidste by, "Askole", inden vi skulle ud i den ubeboede ødemark. Det var meget varmt at vandre i det sandede og stenede terræn, men jeg følte mig godt gående. På vejen mødte jeg folk på vej tilbage, som havde mødt Claus og Robert tidligere, så jeg kunne få en update på deres velbefindende. Ved middagstid nåede vi campen Korophon i 3000 meters højde for foden af den 60 km. lange Biafo gletscher, der var totalt dækket af debris. Det var en meget beskidt camp, dog med en lille kiosk og med en toilet bunker. Om eftermiddagen blæste det meget voldsomt med kastevinde fra gletscheren. På campen denne dag var vi 3 ekspeditioner på vej ind mod K2, foruden min egen gruppe, var der en 4 mandsgruppe fra New York samt en stor spansk gruppe på 16 personer med over 100 bærere!!! Alle de folk tog selvfølgelig lidt af charmen ved at være ude i naturen.

Dag 3 Korophon-Chobrok (ca. 12 km.)

En typisk vandredag startede meget tidligt med at stå op omkring solopgang kl. 05.00. Senest Kl. 06.30 skulle vi gerne være på stien for at bærerne kunne undgå den varme eftermiddagssol. Omkring middag eller lidt før nåede vi som regel vores camp, og resten af dagen stod bare på ren afslapning. Mit indtag af mad var typisk havregrød eller corn flakes til morgenmad, nuddelsuppe til middag og ris/spaghetti med grøntsager til aftensmad. I længden blev dette meget kedeligt, men det var ikke muligt at have kød med, dog havde de fleste grupper levende geder med, der skulle ofres ved campen "Paiju", hvor der typisk er en ekstra restdag.

Denne dag fulgte vi breden af floden "Biaho Lungma", som har sit udspring under Baltoro gletscheren. Vi måtte gå en to timers omvej for at krydse sidefloden "Dumurdo" på en hængebro ikke stykke oppe i dalen. Ellers nåede vi frem til Chobrok kl. 11, der bare var et par små træer, der kunne give lidt skygge, ellers var der bare ørken omkring os, og solen bagede igen ned. Man havde ofte lyst til at gå i bar mave, men dette er dog ikke lige sagen i muslimske lande. Den amerikanske og spanske gruppe brugte også denne camp, og om aftenen havde vi en fest, hvor bærerne sang og dansede, meget hyggeligt.

picture273.jpg

Dag 4 Chobrok-Paiju (ca. 15 km)

Paiju (3500) er den sidste camp før man går op på selve Baltoro gletscheren, og det sidste sted med træer. En time før vi kom til Paiju skulle vi krydse Paiju floden, der skulle vades. Der var meget gang i vandløbet, der havde sit udspring fra gletscherne omkring det imponerende Paiju bjerg (6600), det første store bjerg på trekket. Jeg måtte have en af bærerne til at støtte mig for ikke at miste balancen under krydsningen af dette gletscherløb. Fra dette sted fik jeg også mit første view af K2, der 50 km. ude i horizonten knejsede over de meget skarpe granitbjerge langs nordsiden af Baltoro gletscheren.

picture274.jpg

Dag 5 Paiju (rest day)

En dag til afslapning i den meget hyggelige Paiju camp, der er den mest travle camp på trekket. Her slagter de store trekkinggrupper sine geder og holder fest med bærerne, og herfra har man nogle imponerende udsigter til Baltoro dalen.

picture285.jpg

I Paiju sagde jeg farvel til den første bærer, da vi nu havde mindre vægt at slæbe på. Han skiftede nu til en anden gruppe, og jeg så ham derfor også senere.

Dag 6 Paiju-Khoburtse (ca. 10 km)

Dette var en af de hårdere dage, hvor vi skulle op og gå på Baltoro gletscheren. Jeg var groggy fra morgenstunden, da jeg havde sovet dårligt og haft dårlig mave om natten. Jeg startede dermed i en krise, men efter et par timer var jeg heldigvis igen i fin form. Bærerne var altid seje, de både drak og spiste lidt, men kunne alligevel slæbe 25+ kilo. Denne dag var vejret skiftet fra skyfrit og varmt de forrige dage til overskyet og køligt vejr med let regn. Senere på dagen væltede det med regn i flere timer ved khoburtse campen (3950), der ligger på sidemorænen til Baltoro-gletscheren. Baltotogletscheren var totalt debrisdækket på denne strækning, og det var meget nemmere end forventet at færdes på den, det var som at vade rundt i en grusgrav et par timer.

picture286.jpg

Dag 7 Khoburtse-Urdukas (ca. 5 km)

Lige efter solopgang ankom et par bærere fra Robert og Claus`gruppe, der kunne meddele, at de var på vej til Khoburtse, efter at have været ved Concordia. Jeg ventede i spænding på dem, og det var sjovt at se dem igen, de havde dog hørt at jeg skulle være på vej.

picture287.jpg
picture288.jpg
picture289.jpg

Dagen i dag var kort, og det tog kun to timer at komme til Urdukas campen (4100), der nok har den skønneste placering af alle camps på dette trek. Den ligger på bjergskråningen lige ovenfor Baltoro, og der en vidunderlig udsigt mod de stejle granitbjerge på den anden side af gletscheren. Det dårlige vejr fortsatte denne dag, med kraftige regnskyl om eftermiddagen og om natten. Dette var en overraskelse, da Himalaya bjergene normalt ville opfange monsunregnen, og derfor ville Karakorum bjergene ligge hen i tørke og solskin. Monsunen var dog ekstra kraftig denne sommer, og vi hørte at mange mennesker var døde af oversvømmelser i lavlandet, og at vejen fra Skardu til Thungol nu var ramt af flere stenskred og blokeringer.

Dag 8 Urdukas-Goro 2 (ca. 12 km)

En lang dag på Baltoro i koldt og overskyet vejr. Gletscheren var stadig sort, dvs, dækket af sten og debris, men efterhånden begyndte der at stikke store istårne på helt op mod 20 meter op af gletscheren, hvilket gav en dejlig forandring. Det dårlige vejr var dog skyld i, at kendte bjergtoppe som Masherbrum (7821) og Mustagh tower (7270) ikke var synlige, og man begyndte at blive lidt bekymret for, om det dårlige vejr ville fortsætte, nu hvor vi kun var en dag fra Concordia, hvor der er udsigt til K2 og alle de andre store bjerge. I Goro 2 (4350) sagde jeg farvel til den næste bærer, så der nu "kun" var 4 tilbage. Ved solnedgang klarede det lidt op, så man fik et flot view mod Concordia, mens solen udsendte sine sidste røde stråler på Gasherbrum 4 (7925), der står lige øst for Concordia.

Dag 9 Goro 2-Concordia (ca. 10 km)

Da vi endelig nåede Concordia (4700), begyndte det at vælte ned med regn, og den berømte udsigt mod K2 var dækket af skyer. Meget skuffende, og det overskyede vejr fortsatte dagen ud. Concordia er opkaldt efter Concord pladsen i Paris, hvor flere veje støder sammen. I Concordia er det isveje (gletschere) der støder sammen, og i godt vejr har man her en af de flotteste bjergudsigter i hele verden. Man kan bl.a. se K2 (8611), Broad Peak (8047), Gasherbrum 4 (7925), Gasherbrum 5 (7300) og Baltoro Kangri (7300). Både Goro 2 og Concordia lå direkte på gletscheren, så det var køligt om natten, let frost, og bærerne sov ikke i telt, men bare under en presenning. Jeg måtte dog også låne en masse af mit udstyr ud til bærerene, så de kunne holde varmen, min sovepose holdt mig fint varm om natten.

Dag 10 Concordia-K2-Concordia (ca. 20 km)

Jeg vågnede op til en fantastisk udsigt mod K2. I nattens løb var det klaret en del op, og det var et skue uden lige, at se solen stå op på verdens andet højeste bjerg, verdens største pyramide, der kan rumme hele 80 bjerge af Matterhorn størrelsen !!. K2 er meget stor!! Da man i sin tid skulle give bjergene navne, fik de navne som K1 (karakorum 1) K2 (karakorum 2) osv. K1 hedder idag Masherbrum, men K2 har beholdt sit navn fra dengang, men går dog også under navnet "Godwin Austen" eller "Ghogori" på Pakistansk. K2 blev første gang besteget af en italiensk ekspedition i 1954, og endnu har ingen danskere været på toppen, tror jeg nok. Bjerget regnes for det sværeste bjerg i verden at bestige, og er en del sværere end Everest. Denne sæson var der 4 ekspeditioner på K2, de tre første havde haft succes, om end en koreaner var snublet i sine steigeisen og måtte lade livet på det stejle bjerg. Også verdens for tiden formodet bedste klatrer Hans Kamerlander fra Italien havde lige været på toppen af K2 et par dage før jeg kom dertil, jeg så hans ski blive båret ned af Baltoro, han havde nemlig stået på ski ned fra toppen!!!!. Da jeg nåede til K2 base camp, var der kun en ekspedition tilbage, en tjekkisk, der sad og ventede på bedre vejr. De havde opstillet alle camps på bjerget, men ventede nu på godt vejr til et topforsøg.

picture290.jpg
picture291.jpg

Vandreturen fra Concordia og til K2 og tilbage igen er en meget lang dagstur på omkring 20 km., i tynd luft, op til 5150 meter over havet (K2 base camp). Det tog mig 9 timer at fuldføre denne tur, og jeg var totalt udmattet, da jeg nåede tilbage til teltet. Ved Broad peak base camp overvejede jeg at vende om, men et eller andet sted fra fik jeg kræfter til de sidste par timer helt op til foden af K2. Jeg var alene afsted sammen med min kok, der i dagens anledning var min guide. Jeg fulgtes dog også med det flinke team fra New York. Højt oppe på Broad peak kunne vi se to klatrere, der var på vej op ad en meget stejl snepassage, med dem som sammenligning kunne man se Broad peaks enorme størrelse. Da vi nåede K2 base camp var det desværre overskyet igen, hvormed man ikke engang kunne se bjerget.

picture292.jpg
picture293.jpg

Mens opturen til K2 tog 6 timer tog det mig 3 timer at gå tilbage igen, idet vi meget af tiden valgte at gå på den hvide Godwin Austen gletscher i stedet for at vandre på den stenede midtmoræne. Tilbage ved Concordia lukkede det igen til med skyerne, og K2 var igen ikke til at se.

Dag 11 Concordia (rest day)

Jeg lå i mit telt og slappede af efter gårsdagens strabadser, mens regnen væltede ned over Concordia hele dagen. Om aftenen slog det over i slud og næste morgen vågnede jeg op til 10 cm. sne over det hele, hvilket gjorde omgivelser endnu mere rå og imponerende.

picture294.jpg

Dag 12-17 Concordia-Thungol (ca. 80 km)

Hjemturen fra Concordia foregik af samme strækning som opturen, men det klarede dog op, hvormed jeg også fik set de flotteste bjerge langs Baltoro.

picture295.jpg

Dag 18 Thungol-Skardu (ca. 130 km)

Efter den hårde monsun var vejen nu blokeret to steder, hvormed jeg skulle skifte jeep to gange. Ud over den manglende bro, var vejen nu også et sted skredet i floden, men tilbage til Skardu kom jeg dog efter et vidunderligt trek.

picture296.jpg

Tekst og foto af {ukendt medlemsnr 361}