Grønland 2000

Deltagere: Thomas Meinert Larsen, Lise Gregersen, Anders Boe, Katrine Dam, Heidi Svarre og Claus Løye Andersen (forfatter og turleder)

Som bekendt kører der ingen nattoge til Søndre Strømfjord, så stik mod traditionen, måtte vi for en gang skyld flyve på fjeldet. I øvrigt en fin ide, idet maximumsgrænsen på 20 kg. sætter et naturligt stop for hvor meget tåbelig udrustning, man er fristet til at slæbe med på fjeldet.

I Søndre Strømfjord benyttede vi os af muligheden for at komme til indlandsisen, inden vi begav os af vandreruten stik vest ud mod Sisimiut, hvor vi ankom på 12. dagen. Dette gav os tid til udforske byen på hele 13. dagen, inden vi på 14. dagen stod på skibet op til Ilulissat i Diskobugten, hvor vi ankom på 15. dagen. Her delte vi os og brugte de resterende 5 dage enten på fjeldet eller i byen, inden vi fløj hjem til Kastrup på 20. dagen.

Jeg står i blæsten og kigger over på Russell Gletscheren. Ved siden af mig står Thomas, Anders, Katrine, Heidi og Lise. Vi er tydeligvis en smule imponerede: Foran os rejser bræen sig lodret firs meter op. Pga. faren for isskred, må man ikke nærme sig gletscheren, hvilket selvfølgelig er det første jeg gør. Der skal jo is i den til formålet medbragte whisky.

Der hældes op. Der skåles. Og ud fra folks ansigtsudtryk konstaterer jeg at kun Thomas og jeg selv er whisky-drikkere. Modstræbende lader vi os overtale til at tømme de andres sjatter...

Aftalen er klar: Vi skal bare lige gå fem kilometer (klokken er ni om aftenen, dansk tid), så slår vi lejr. Allerede efter de første to kilometer, begynder folk at se vildt pressede ud. Som turleder må jeg straks løfte stemningen, så jeg hiver en bøtte tax-free lakridser op af rygsækken og byder rundt.

Vild succes. Ved hjælp af lakridser lokker jeg alle fem til at gå hele ti kilometer, før de definitivt bryder sammen og erklærer, at nu må vi da have gået de der fem kilometer, og nu slår vi altså lejr, så vi kan få noget mad.

Lige fra starten af, har jeg inddelt folk i telthold: Tre drenge og tre piger i hhv. "drengeteltet" og "pigeteltet". Ret smart synes jeg selv. Så er vi sikker på at undgå alt for meget natteroderi. Fire ud af seks deltagere er jo singler (to af hvert køn, for at det ikke skal være løgn), så man ved jo aldrig...

Galant inviterer drengene pigerne på besøg i drengeteltet, hvor der serveres aftenkaffe og læses den obligatoriske godnathistorie.

Ved en af de lange søer har engang ligget et kanocenter. Centeret er nedlagt men kanoerne ligger ved bredden, så alle kan bruge dem. Nede ved vores ende af søen ligger en enkelt kano. En hurtig afstemning afgører, at dette ikke længere er en vandretur, men en kombineret vandre/kano-tur, så vi skal ikke have den mindste smule dårlig samvittighed ved at sætte kanonen i vandet og lade Anders og Katrine sejle afsted med vores rygsække, mens resten vandrer videre uden oppakning på stien langs søen. Perfekt koncept.

Ved frokost støder vi ind i to kanoer mere, og nu er alle sejlende. Samtidig klarer vejret op, og vi tilbringer resten af eftermiddagen med at drive langsomt ned mod enden af søen, mens vi nyder livet.

Efter en kold dagsmarch når vi frem til en stor indsø, ved Tasersuaq (Den Store Sø). Tøserne er kolde, våde, trætte og ynkelige. De putter sig ned i deres soveposer, laver thé (rigtig tøsedrik), tømmer de små flasker Baileys (rigtig tøsedrik), som de har hamstret på flyet, og går i gang med at tømme resten af deres slikdepot.

De store, heltmodige mandfolk skal vise sig, så de finder fiskestængerne frem og stiller sig ned ved vandet, for at demonstrere overfor tøserne, hvordan rigtige mandfolk skaffer føde til hele stammen.

I første kast fanger Thomas en fisk. Jeg er stadig amatør på feltet, så jeg skal lige bruge en ti-tyve kast mere, før jeg også oplever suset: JEG HAR FAN'ME FANGET EN ÆGTE FISK (for første gang i mit liv). Efter et par timers fiskeri, går vi tilbage til pigerne og viser stolte vores fangst frem. Pigerne er søde: De lader pænt som om det interesserer dem, og roser os som vi var små børn, der for første gang har lært at sige til, inden vi tissede i bukserne.

Aftenmaden bliver selvfølgelig kogt ørred med ris. Og vi er bare rigtigt stolte af os selv.

Der er lige præcis her på turen, at jeg totalt falder igennem som turleder:

For at vise vores taknemmelighed over pigernes rosende ord ("Hvor er I dygtige") får Katrine lov at sove i drengeteltet, og Anders bliver smidt over i pigeteltet.

"En enkelt nat kan vel ikke skade", tænker jeg, "Vi er jo for helvede på fjeldet. Hvem faen kan score når man er pinligt ædru og man ikke har været i bad i fire dage?"

MEN DET KUNNE DE!!! "Hvordan", det fatter jeg ikke den dag i dag.

"Claus!", hvisker Heidi. "Du må endelig ikke vende dig om, men nu går de altså og holder i hånden!"

Selvfølgelig vender jeg mig om og får bekræftet, hvad jeg har haft mistanke om lige siden i går aftes. Anders og Lise går og holder i hånden, mens Lise griner højlydt (som sædvanligt).

"Det virker altså også som om at Thomas og Katrine går og kysser, hver gang vi vender ryggen til", fortsætter Heidi lavmældt.

Jeg smiler overbærende til hende: "Nej, du, de snakker da vist bare smaddergodt sammen. Jeg tror ikke du skal lægge mere i det..."

Og hermed vandt jeg prisen som turens dummeste og mest naive mand.

I turbeskrivelsen over ruten beskrives elven som den største på turen, og at den tit er så vandfyldt, at folk må opgive og vende om. Stor var forundringen da vi stod ved elven: Hvad faen skulle der dog være svært ved det? Men ak, overmodet herskede blandt de gæve ekspeditionsdeltagere.

"Det er meget nemmere at passere, hvis man smider sine støvler over først, så man ikke skal have dem hængende om halsen", siger Lise. Vores tvivl om hvorvidt hun overhovedet kunne kaste så langt, prellede fuldstændigt af på hende. Som en anden gammel kuglestøder fattede hun venstrestøvlen og smed den elegant over på den anden side, ca. 20 cm. inde på bredden.

"Kan I se hvor nemt det er", griner (Lise griner altid) hun stolt, fatter højre støvlen, tager et lille tilløb, og kaster den efter den første.

Støvlen lander i den værste strøm, ca. en halv meter fra modsatte bred!

Med ca. 180 km/t begynder støvlen at sejle ned af elven, ud mod havet. Med ca. 250 km/t bliver Lise den første, der passerer elven. Nærmest vandret i luften når hun lige at indhente støvlen, inden den forsvinder rundt om næste hjørne.

På den anden side af elven modtager hun stående klapsalver, mens hun står med sin gennemblødte støvle i hånden og kigger over på sin rygsæk, der stadig befinder sig på vores side af elven.

OK, nu er vi pressede. Det her er fanme en elv med fart på. Den er ikke bare vildt bred og dyb, strømmen er samtidig virkelig kraftig. Thomas og jeg afmonterer støvler og forsøger os på bare tæer henover det sted, der ser mindst farligt ud. Katrine og Heidi forsøger sig lidt længere nede, hvor der ligger en lille ø i elven.

Halvvejs ude i vandet går Thomas og jeg langsomt i stå. Strømmen er så stærk, at jeg dårligt kan holde balancen. Og bunden er meget stenet og glat, så min bare fødder kejter rundt uden at kunne finde fodfæste. Thomas ser ud til at være i samme situation. Til sidst står vi bare stille og kigger på hinanden: Hvem giver op først?

Det bliver uafgjort og vi kæmper os tilbage, hvor vi kom fra. Tilbage på bredden opdager jeg at jeg har fået en ordenlig hudafskrabning på den ene ankel, men da mine fødder er følelsesløse pga. kulden, har jeg intet opdaget, før de andre ser det.

Katrine og Heidi er kommet tilbage og kigger slukøret på os: "Vi ved altså ikke rigtigt, hvad vi skal gøre: Vi har kastet vores støvler over på øen, men strømmen er for stærk til at vi kan komme derover...." og deres blikke siger: "vil I ikke nok hjælpe os?"

Hvad faen er det med tøser og deres støvler? Prøver de med vilje at blive fri for dem, så de kan tage de resterende syv dage til Sisimiut i sandaler? Eller lader tøser generelt bare hjernen blive hjemme når de tager på fjeldet?

Vi endte med at måtte passere elven i støvler. Og de næste fem dage havde vi våde strømper og støvler.

En rigtig fjeldmorgen. Det er koldt. Det er vådt. Havregrøden smager som sædvanligt ikke af crosainter men bare af havregrød. Folk er ikke nemme at hive ud af poserne og af en eller anden grund er det igen mig der står og laver havregrød i silende regnvejr. Jeg kigger op og ser Katrine komme gående i mod mig oppe fra bakkekammen. En smule underligt, da jeg samtidig kan høre hende ligge og kysse på Thomas inde i teltet ved siden af mig.

Ved nærmere eftersyn er det selvfølgelig heller ikke Katrine, men blot fordi jeg ikke har fået kaffe endnu. Total surrealistisk. Der er ca. seks dagsmarcher til nærmeste beboelse, og her møder man så en lokal grønlænder hvis eneste oppakning er en slidt riffel. Hvor helvede kom han fra?

Det viser sig at være Hans, en lokal fanger fra Sisimiut. Han er kommet herind med sin båd via fjorden bagved det nærmeste fjeld, der hvor Lises støvle var ved at forsvinde. Ødemarken er alligevel slet ikke så øde, som jeg umiddelbart havde indtryk af.

Hans taler næsten ikke noget dansk. Men han drikker da heldighvis kaffe, så han får en hurtig kop og vi får et hurtigt kursus (på grønlandsk) i hvordan man skyder rener.

Næppe har vi sagt farvel til Hans, før vi støder ind i to grønlændere mere. Og så har de endda allerede skudt et rensdyr, som de kommer bærende på! Vildt spændende. Vi flokkes omkring dem og sludrer løs. Det er et ægtepar, også fra Sisimiut, og de taler flydende dansk. Vildt søde. Fortæller om hvordan de har vundet retten til at skyde ét rensdyr gennem det statslige lotteri, der afholdes hvert år. Denne morgen starter jagtsæssonen, så det er derfor at befolkningstætheden på fjeldet pludseligt minder om Strøget lørdag formiddag!

Vi siger pænt farvel og på gensyn i Sisimiut, hanker op i rygsækkene og begiver os videre.

Resten af dagen regner det uafbrudt og vi skal vade over tre eller fire elve. Til sidst gider vi ikke engang tage sokkerne af, inden vi mosler tværs gennem strømmen.

Heidi fantaserer om at hun sidder sammen med ægteparret i deres båd, på vej mod Sisimiut og en varm seng i stedet for...

Vi er nået frem til en af hytterne, som pigerne er blevet så vilde med. Vi kan efterhånden ikke passere en hytte, uden at vi straks skal slå lejr. Men OK, den dag hvor det styrtede ned i stride strømme hele dagen og jeg kunne vride en deciliter vand ud af mine strømper hver halve time, der var jeg sgu også glad for en tør hytte, hvor vi kunne hænge tøjet til tørre over petroliumsovnen.

Hytten her ligger lige ned mod en elv. Straks skal Lise og Katrine ud og bade, på trods af at de begge to er tæt på en lungebetændelse. Elven bugter sig en del og der er fin mulighed for at bade ugenert, men tøserne skal absolut stille sig lige foran hytten. Jeg laver kaffe mens Anders finder Thomas' kikkert.

Så sætter vi os demonstrativt med hver vores kop kaffe på bænken foran hytten, og nyder synet (Anders endda gennem kikkerten). Men pigerne kunne godt grine af det. Bagefter.

Katrine har lavet havregrød til morgenmad. Det blev første og sidste gang, hun fik lov til det på turen. Og der var ikke enang mere sukker tilbage til at dæmpe den brændte smag. Hvorfor i alverden har hun købt en MSR-brænder, når hun ikke engang kan finde ud af at bruge den?

Noget af en nedtur ovenpå de lækre pandekager, Lise havde lavet som overraskelse aftenen før.

Vi er omsider fremme ved Sisimiut. Alle er trætte og nedslidte. Pigerne har kun et ønske: At komme ind til vandrehjemmet og få et bad. Drengene har en anden plan (de sidste idioter er ikke født endnu): Lige udenfor Sisimiut ligger fjeldet "Kællingehætten", en lille top på 700m. hvor vi selvfølgelig må op. Vi dumper pigerne og rygsækkene ved foden af fjeldet og spiser en hurtig frokost. Herefter går pigerne ind mod byen for at få pladser på vandrehjemmet, hvor vi aftaler at mødes senere samme eftermiddag.

Inden vi starter står vi lidt og kigger op. Umiddelbart ser det ud som om at bjergsiden bare stikker de 700 meter 90 grader lige op af jorden. Men vi starter alligevel. Stien som er markeret på kortet kan vi som sædvanligt ikke finde, så vi tager bage den lige vej: Lige på.

Manglen på rygsække og tanken om det kommende vandrehjem gør underværker: I løbet af ingen tid står vi faktisk på toppen og nærmest græder (vi er jo rigtige mænd) ved synet af den fantastiske udsigt ud over havet og ned langs kysten. Mod syd stikker den ene række fjelde ud i havet efter den anden. Efter en kort inspektion af toppen viser det sig, at den kaffeautomat Thomas har lovet, ikke er der. Forargelsen er stor. Vi drikker det medbragte vand og fejre bedriften med et stykke marabou.

Vandrehjemmet var selvfølgelig fyldt. Vi måtte ud og ligge i telt på fjeldet igen.

Skrevet af {ukendt medlemsnr 268}