Dovrefjell 1997

Deltagere: Frans Christensen, Kåre Per Hansen, Henrik Holm, Martin Kristensen, Rune Kristensen, Elias Löfgren, Martin Nellemann, Anders Rosengren, Rikke Strange-Hansen, Stine Thorsen, Lasse Weberg og Bodil Worm

Om I kan få plads på toget til Trondhjem?! Næ nej, der er skam fuldstændig udsolgt! Den første ledige afgang er klokken elleve i aften! Det vil sige ... medmindre I vil rejse på 1. klasse?"

Sådan startede vandreturen til Dovrefjell-Trollheimen. Billetsælgeren ved luge nummer ét på Oslo Sentralstasjon var ved at dø af grin, men vi kom skam med toget! Vi skulle endda ikke betale ekstra, fordi billettøren glemte at opgradere vores ScanRail-billetter. Vandretur på 1. klasse må være klubbens nye standard!

Dovrefjell og Trollheimen ligger cirka 350 km nord for Oslo og 100 km syd for Trondhjem. Vi steg af toget 35 km syd for Oppdal i den lille stationsby Kongsvoll. Kongsvoll ligger midt i Dovrefjell Nasjonalpark, så det var et passende sted at starte ruten. Turen skulle vare tolv dage, og vi havde planer om at slå et stort sving mod vest og siden nord gennem Dovrefjell, krydse Sunndalen ved Fale og derefter at følge den sydlige del af Trollheimen mod øst. Sunndalen gennemskærer det sydlige Trollheimen, så det var muligt midtvejs og ved slutningen af turen at tage bussen ind til Oppdal station.

De første par timer efter Kongsvoll mødte vi mange mennesker på endagstur. Området omkring Hjerkinn-Kongsvoll er nemlig berømt for sin - omend beskedne - bestand af moskusokser. Vi var derfor noget spændt, da vi slog lejr den første aften. Okserne vejer over 200 kg, så selv det bedste fjeldtelt vil nok få svært ved at modstå et direkte angreb. Men heldigvis blev lejren ikke nedtrampet af aggressive moskusokser.

Næste dag passerede vi hytten Reinheim og slog lejr ved foden af Snøhetta (2286 meter). Etapen var ikke særlig kuperet, men når rygsækken er fuld, er 15 km langt. Vi var dog ikke mere trætte, end at vi kunne tage vel imod Anders', Martins og Lasses overraskelse: to liter Shivas Regal i glasflaske!

Tredje dag ville vi forsøge en bestigning af Snøhetta. Vi lod rygsæk og telte blive nede, men varmen og 1000 højdemeter gjorde alligevel turen temmelig drøj. Sneen var her midt i juli langtfra smeltet endnu, så da vi endelig nåede toppen, var der en fantastisk udsigt med sneklædte tinder så langt øjet rakte.

Vi vandrede yderligere 15 km vestpå den næste dag. Ruten startede atter fladt, men hen på eftermiddagen skulle vi 400 meter op over Salhøa. Den Norske Turistforening havde nedlagt stien over Salhøa, men det var endnu muligt at følge de gamle markeringer. Flere steder på øst- og sydsiden var der dog så meget sne, at vi måtte kravle udenom og navigere efter kort og kompas. Vi overnattede på nordsiden af Salhøa og kunne derfor kort før midnat overvære den flottest tænkelige solnedgang.

Herfra gik det 800 meter ned til Grøvudalen, hvor vi undervejs krydsede trægrænsen. Nede i dalen slog vi lejr blandt heste, køer og får, hvorefter vi spiste Bodils medbragte romkugler. Hen på aftenen blev det nødvendigt at tænde bål for at holde myg, næsvise heste og nordmænd på mountainbikes langt væk.

Da vi den sjette dag nåede frem til hytten Vangshaugen, lejede vi et par kanoer og robåde. Vi udnyttede det gode vejr til at udkæmpe den største vandkamp til søs i klubbens historie. Henrik og Rune udviklede en særlig blitz-krig taktik, som jog skræk i de øvrige sejlere. Men de tabte dog slaget, da det lykkedes for dem at kæntre deres turistkano under et angreb på en uskyldig robåd. Ofrene kunne blot se til, mens deres selverklærede bødler havnede i det kolde vand.

Om aftenen efter det drabelige slag, var der generel opbrudsstemning. Frans og Henrik havde sagt inden turen, at de ønskede at tage hjem efter en uge, men det hårde terræn og den kraftige sol gjorde, at Anders, Bodil, Elias og Nellemand besluttede at følge trop. Næste dag gik disse fire tilbage til Vangshaugen for at få en taxa til Oppdal, mens Frans og Henrik fulgtes med de resterende seks personer over fjeldet til Sunndalen. Udsigten ned i Sunndalen var dog så overvældende, at vi besluttede at slå lejr oppe på fjeldet fremfor nede i dalen. Frans og Henrik sagde derfor farvel og skyndte sig ned for at nå bussen i Fale til Oppdal station.

Den nu stærkt decimerede vandregruppe kunne næste dag krydse Sunndalen (1000 meter ned og 900 meter op). Heldigvis skinnede solen, da nedturen ville have været næsten umulig i regnvejr. Stigningen var også barsk, så det var absolut en hård tur. Vi valgte derfor næste dag at lade teltene stå og kravle 800 meter op på Innerdalstårnet (1430 meter). Det viste sig at være en klog beslutning, da udsigten over Innerdalen 1000 meter længere nede var helt fantastisk. Vi fulgte en markeret rute fra nordøst-bredden af Storvatnet (729 meter) og op i kløften mellem Innerdalstårnet og Tårnfjellet, men alligevel måtte vi flere steder klatre næsten lodret op. Lige før det stejle stykke sad en mindeplade med teksten "fjellet gir og fjellet tar".

Efter ti dage i fjeldet begyndte Kåre og Stine at tale om norske vafler. Norske vafler med sukker. Norske vafler med "sylt og rømme". Vi andre modstod fristelsen ved at nævne frysetørrede retter fra Spejdersport. "Kalops". "Sjömannsbiff". "Kycklinge-vafler!-gryta". Selvsagt måtte vi til sidst bukke under for denne brutale terror. Hytterne i Innerdalen er betjente, så vi fik serveret vafler på Reindølsætra. Da Reindølsætra havde telefon, bestilte vi samtidig taxa til hjemrejsen om søndagen.

Vaflerne havde fuldstændig ødelagt moralen, så de sidste to dage blev meget afslappende. Vi fandt en usandsynlig flot teltplads ved Innerdalsporten med udsigt ned langs dalen og tilbragte en hel dag med bare at drive omkring. Rygsækkene var blevet lette, så den sidste etape til Bårdsgarden var også meget overkommelig.

Tolv dages vandring havde bragt os gennem bjergplateauet i det vestlige Dovrefjell (75 km) samt op og ned i dalene i det sydlige Trollheimen (60 km). Vi mødte meget få mennesker, og da kun når vi befandt os indenfor en halv dagsmarch fra landevejen. Midt i juli var der stadig meget sne, så man kunne ikke altid følge den mærkede sti. Sneen i fjeldet havde til gengæld den fordel, at der kun var myg, når vi var under trægrænsen. Vi havde kun en halv times regn, og resten af tiden skinnede solen næsten uhæmmet. De sidste dage måtte vi alle pakkes ind som beduiner for ikke at udvikle soleksem. Sammenlagt var det dog en fortræffelig tur, så overskriften "vandretur på 1. klasse" må være meget rammende!

Kort

Snøhetta (1519IV) og Storskrymten (1419I) over Dovrefjell i 1:50.000, samt turkortet Trollheimen i 1:100.000.

Transport

ScanRail-billet (950,- under 26 år, ellers 1300,-). Pladsbilletter (liggevogn København-Oslo for 95,- samt pladsbillet Oslo-Oppdal for 20 NOK, i alt cirka 230,-). Vi kørte med taxa-minibus cirka 35 km fra hytten Bårdsgarden til Oppdal station for 770 NOK (søndagstakst). Transporten kostede sammenlagt enten 1400,- eller 1750,- per person.

Erfaringer

Det var en fin løsning på begyndende skavanker, at det var muligt at tage bussen hjem efter 6 dage i fjeldet. Måske skulle fremtidige vandreture også gå forbi et midtvejs-busstoppested?

Det er sjovt, hvis alle medbringer en lille overraskelse. Vi blev fx meget overrasket, da der efter to dage pludselig stod en to liters Shivas Regal foran os. Alt lige fra cocathe til pandekager, marshmallows, romkugler, nutella, bøger og badebolde kan dog også overraske.

Skrevet af {ukendt medlemsnr 50}