Jotunheimen 1996

Vi var alle mere eller mindre teoretikere, når det kom til længere ture i fjeldet. Korte ture med overnatning i hytter eller f.eks. kano- og vandreture i Sydsverige havde vi alle været på, så denne tur skulle være vores svendestykke. Det måtte derfor gerne være en lidt krævende tur, så valget faldt på Jotunheimen: I Jotunheimen findes de højeste toppe i Nordeuropa.

Vi havde sat os for at have det hele med selv og overnatte i telte. Det gav stor frihed men gjorde naturligvis turen væsentligt hårdere fysisk. Desuden havde vi bestemt os for at lave mindst een af de "lette" ikke tekniske topbestinger. Nemlig, Glittertind og/eller Galdhøpiggen.

Allerede den første dag oplevede vi en mildere udgave af det så berømte sus, da vi hen under aftenen balancerede ned af Bessegen.

Turen er kendt for at være lidt "luftig" og vi var alle noget hæmmet af de store rygsække. Et enkelt sted måtte vi tage rygsækkene af og sænke dem ned til en person der stod på den næste afsats og tog imod.

Vejret var godt og der blev "badet" faktisk hver aften i fjeldsøer - nu det var sommer og vejret var til det! Først da vi nåede til foden af Glittertind havde skyerne samlet sig så meget at det begyndte at regne. Regnen var ikke voldsom, men det var også begyndt at blæse en del. Så efter meldinger om snestorm på toppen besluttede vi os for at tage en overliggerdag og håbe på bedre vejr til vores topbestigning.

Det gode vejr udeblev og vi måtte lidt modvilligt tage turen syd om bjerget til Spiterstulen. På den sidste kilometer ned til Spiterstulen forstuvede Rune desværre foden og måtte næste dag tage hjem.

Det lykkedes imidlertid os andre at komme op på Galdhøpiggen i klart vejr. Bestemt et højdepunkt på turen i mere end een forstand, men hele turen var fyldt med smukke vue'r og store vandreoplevelser så det er svæt at vælge fra til en (kort) beskrivelse. Jotunheimen skal simpelthen opleves!

Skrevet af Kåre Per Kaaregaard

Oktober 2000