Brød på Trangia

Hvorfor spise det tørt og gammelt, når man kan få det varmt og friskt? Det er nemt at tage brød med hjemmefra, men det holder ikke særlig længe og bliver hurtigt tørt og fladmast i rygsækken. Med denne opskrift er det lettere: tilsæt vand, rør rundt og steg brødet på dit Trangia.

Ingredienser

  • 4 dl mel
  • 1 spsk. bagepulver
  • lidt salt
  • 1 tsk. timian
  • 1½ dl vand
  • 2 spsk. olie

Bland de tørre ingredienser hjemmefra i en pose. Så kan du tilsætte vand og olie når brødet skal bages og ælte dejen direkte i posen. Åbn posen, tryk dejen på plads i panden med fugtige hænder, så fingrene og dej ikke klistrer sammen, og tænd Trangiaet. Brødet er klar, når det er blevet brunt på begge sider. Velbekomme!

Brødet kan eksempelvis spises med frisklavet æblesyltetøj.

Tip fra Nicolai Schipper Jespersen: Resultatet bliver bedst, hvis spareringen på brænderen er ca. halvt åben.

Opskriften er fundet i SAS' blad "Scanorama" men stammer fra den svenske bog "Bortom Frystorkat", forlaget DN, Stockholm 1998.

Skrevet af Erik Cederstrand

September 2001