Deltagere: Thomas Larsen, Jens-Peter Vraa Jensen, Dorthe Kidmose, Povl Martin Otzen, Anne Skovbjerg Poulsen, Martin Clausen og Erik Nørgaard (turarrangør)

Denne tur blev både en storbytur, med et ophold for nogle af os - i Barcelona på 5-6 dage og en rigtig bjergtur med 14 dage i Pyrenæerne. Beretningen her handler om 14 krævende, men meget afvekslende dage i Pyrenæerne. Vores tur manglede hverken udfordrende fysiske strabadser, dramatiske omgivelser, huleovernatninger i stormvejr, støvler og knæ der bukkede under for presset og møder med indfødte bjergfolk, så læs bare videre.

Koordineringen af denne tur krævede en ihærdig indsats, da vi kom til Spanien med 6 forskellige fly- og togforbindelser og med flere dages mellemrum. Det lykkedes dog at samle alle deltagere - undtagen Thomas- i den lille bjergby Sabinanigo, som ligger i de centrale Pyrenæer. Thomas havde endnu ikke modtaget sin bagage i Barcelona, og tilsluttede sig derfor vores gruppe et par dage senere. Snart efter ankomsten begav vi os på vej i den sene eftermiddagssol til den lille bjerglandsby Yesero. Vi var lastet med proviant til 10 dage og fik den første smagsprøve på at bære 14-18 kg i et terræn med konstante stigninger. Kort efter mørket var faldet på ankom vi til Yesero, en lille landsby, hvor alt var bygget af sten, lige fra huse til gader og hegn.

Andendagen skulle blive en af de hårdeste på hele turen, mest fordi den hurtigt udviklede sig til en off-road tur. Vores 1:40.000 kort over området var ikke til megen hjælp her, hvor enhver antydning af stimarkering manglede. Snart befandt vi os på vej op ad en stejl skiferstensskrænt, hvor løse sten fløj om ørerne på os imens vi kæmpede os opad. Klatring med fuldt lastet turrygsæk er ikke nogen joke og vi måtte bruge mange kræfter på denne temmelig hasarderede manøvre. Omsider nåede vi op i nåleskoven og kunne fortsætte med fast bund under fødderne. De næste timer bestod i kompasgang over stok og (rulle-)sten i stejlt skovterræn og op imod 30 graders varme. Alle var vældig opmuntrede, da vi nåede frem til trægrænsen og i samme øjeblik landede på en rigtig sti, som oven i købet gik i den rigtige retning. Snart var vi oppe på bjergkammens top i ca. 2000 m's højde, hvor vi for første gang kunne nyde udsigten til de høje Pyrenæer mod nord, i selskab med gribbene, der cirklede i nærheden. De næste mange kilometer var nemme og fulgte bjegkammen mod øst. Solen bagte godt og tørsten meldte sig, men vand havde vi ikke mere af, og der var ikke skyggen af vand her på højfjeldet. Vi styrede nu ned i dalene og håbede på at finde en kilde på vejen. Der skulle gå mange tørstige km før vi - dybt inde i en skov- omsider fik opsporet en kilde. Vi nåede lige akkurat frem til dagens mål - en campingplads i Bruto - før mørket faldt på og vi kunne slappe af efter godt 19 km's forhindringsløb.

I forhold til gårdsdagens strabadser var denne dag en ren søndagsudflugt. Efter en uheldig start fra Bruto, hvor vi endte på en gal sti - stiafmærkning er ikke Spaniens stærke side! - fulgte vi en smuk, uspoleret floddal på en skovsti der forbandt to landsbyer. Dalen var typisk for Pyrenæerne, med stejle, stærkt foldede og lagdelte klippemassiver på hver side. Mange km nede ad floden drejede stien bort fra floden og vi nåede til Ordesa Nationalparks grænse. Herfra var stien en ren fornøjelse og nu blev vi da også mødt af en lind strøm af spanske vandrere med dagtursrygsække. Stien fulgte en dramatisk kalkstenskløft med en vældig brusende fos. Det ene vandfald afløste det andet, sommetider i form af kaskader. Baggrunden var et syn for guder. En ubrudt mur af over 2000 m høje, næsten lodrette kalkstensvægge. Velkommen til det vilde vesten. Selve skoven var en imponerende samling af kæmpe fyrretræer (Pinus nigra). Først på aftenen var vi fremme ved Nationalpark hovedkvarteret. Nu viste det sig, at campering i området var strengt forbudt, så vi måtte resignere og springe på en bus ned til landsbyen Torla.

Næste dag fortsatte vi fra Nationalpark bygningen og - til en afveksling - ad afmærkede stier med kurs mod Ordesas højfjeld. På denne rute skortede det ikke på "godbidder". De første mange timer havde bøgeskov, dybe slugter og vandfald på programmet. Skoven blev afløst af den rene idyl med alpine enge med violette iris og en sagte rislende flod. Nu begyndte vi at møde spaniere udstyret med isøkser - de fleste sikkert på vej ned fra en bestigning af Monte Perdido. Senere viste det sig dog, at Thomas havde taget samme bjergtop (3355 m) dagen før, uden brug af hjælpemidler.

Vi nåede omsider til enden af den enorme morænedal vi befandt os i, og tog fat på den stejle overgang til det højalpine (over 2000m). De sidste 300 højdemeter var dagens hårdeste og tidligere ambitioner om afstikkere til den og den top blev droppet. Snart var vi fremme ved Goriz hytten, hvor Thomas til alt held ventede os og gruppen var omsider fuldtallig.

Næste morgen var det om at komme ud af fjerene i en fart, da hyttens parkvagter krævede, at alle telte var slået ned inden kl.8. Efter et kirurgisk indgreb på Dorthes 3-dobbelte fodvabler gik turen op mod næste pas i 2400 m's højde. Rygsækkene føltes endnu meget tunge og flere havde maveproblemer, men stemningen lettede da vi spottede vores første murmeldyr efter passet. Stierne havde vi nu stort set for os selv og stilheden på højfjeldet blev kun brudt af brusende vandfald eller pibende murmeldyr. Gåsegribbe kredsede i nærheden. Efter en stejl nedstigning som både krævede lidt klatring og kostede Erik et mindre styrt var vi nede i en smuk og frodig lavalpin floddal. Vi fandt det perfekte sted til en siesta - med udsigt til snesevise af vandfald og kaskader. Længere nede lod vi os friste til en forfriskende dukkert i et dybt og krystalklart flodbassin.

Floddalen udviklede sig nu til en imponerende slugt med kalkstensvægge og frodig skov. En stejl sti - efterfulgt af "80 højdemeter", citat Dorthe - førte os op på et lavalpint fjeld med græsenge. De 80 højdemeter blev dog inden længe til 300. Det var ved at være sent og nu handlede det om at finde et sted at slå lejr. Vi gik på jagt efter en kilde, men alle bække på disse kanter var åbenbart udtørrede. Omsider fandt vi et klippefremspring hvor vandet piblede frem mellem sprækkerne. Nedenfor kilden lå et par bassiner, hvor det myldrede med haletudser. Alle var glade og vi slog straks lejr.

Næste dag handlede det om at finde en god rute til bjerglandsbyen, Biescas, hvor der udover proviant bl.a. skulle skaffes nye støvler til Povl Martin, som havde 2 mm gummisål tilbage at gå på efter de sidste dages strabadser! Vi gik i samlet trop ud af Nationalparkområdet, hvorefter Martin og Jens-Peter tog videre på stop for at skåne Martins knæ, som voldte problemer efter et uheldigt vrid nogle dage tidligere. Vi fandt hurtigt en vældig charmerende sti, som meget passende - i betragtning af den stegende spanske eftermiddagshede- passerede gennem tæt, skyggefuld skov. Frodigheden var slående, med et mylder af mosser, bregner og sommerfugle. Efter en tiltrængt dukkert i nærmeste fos tog vi en god, sej stigning op gennem tør nåleskov. Nogle timers gang senere nåede vi omsider ud på den sti, der førte til Biescas. Vi skulle nok være fremme ved 9-tiden i aften - troede vi. Imidlertid udviklede turen sig efterhånden til et forhindringsløb for viderekomne: rullestensskrænter hver anden km, stier der ingen steder førte hen, væltede træer og tjørnebuske overalt. Som om dette ikke var nok, begyndte himlen at trække sig sammen og snart styrtede det ned. Der var nu kun knap en time til mørket ville falde på og da vi nåede frem til et klippefremspring, hvor der var ly, besluttede vi efter en hurtig rekognoscering at slog lejr på stedet. Vi havde kun telt til tre personer - men fandt plads til to personer under klippefremspringet. Vand og proviant var der nok af, så nødlidende var vi ikke.

Dagen derpå var knap så dramatisk - vi nåede frem til Biescas efter halvanden times gang ad en smal skovsti. Snart var gruppen samlet igen - og klar til at nyde civilisationens goder igen for en stund. Som aftalt mødtes vi med Jens Peter og Martin i Bielsa kl. 12.00. De lavede en expres-forplejning med sodavand og ferskner.

Efter et himmelsk (varmt!) bad på vores ho(s)tel-værelser spiste vi et ægte spansk pragtmåltid: Rødvin, baguettes, ost og oliven til den store guldmedalje. I løbet af eftermiddagen købte vi (næsten) alle byens postkort, Povl-Martin ofrede sine legendariske og usædvanligt udtrådte Ecco-sko til en container (hvilket han gjorde ca. ½ Pyrenærtur for sent) og købte et par nye rigtige vandrestøvler. Aftensmaden blev fortæret på en hyggelig kinesisk restaurant hvorefter vi "nød" en flaske rom på hotel-værelset - vistnok til stor fortrydelse for de øvrige indlogerede.

Næste dag gik vi fra Bielsa på en varm asfaltvej, hilste på de lokale "Bandidos" (en samling motorcyklister der lagde deres vej forbi den lokale benzinstation. Siden fandt vi GR11 stien og fulgte denne op forbi et vandkraftværk, og endelig nåede vi op på toppen af det lokale bjergpas; selv Thomas der var blevet noget afkræftet af et par dages tynd mave.

Torsdag morgen 15/7 vågnede vi op til den pragtfuldeste udsigt over de nærmeste bjerge og dale der lå badet i morgensollyset. Alle tog morgenbad inden vi atter var på vej; kønne græsklædte skråninger med masser af høje gule ensian blev passeret og efter en længere siesta ved Biados var vi på vej ad "sydruten GR 11.2" ind i "Parque Posets-Maladeta". Efter ½ times obligatorisk "faren vild" og lidt småskænderier om hvem der nu bar på hvad og hvorfor - og hvorfor ikke - ja så kom vi frem til den fineste teltplads med en pragtfuld smeltevandskilde.

Fredag startede med en hård stigning op forbi en gammel opdæmmet sø med masser af frøer og haletudser og op til turens højeste pas Collada de Christo i ca. 2850 meters højde. På toppen er der dejligst - også denne dag hvor vi i flot sollys kunne nyde Aneto-massivet forude. Men fra toppen er der kun en vej - og det er nedad: Knæene blev sat på endnu en hård prøve på den kommende nedstigning, specielt Martin og Thomas var påvirket og en foreslået bestigning af Posets (3369 m.o.h.) blev forkastet, og Martin og Jens-Peter skiltes endnu en gang fra os andre for at få lidt hvile til Martins hårdt prøvede knæ. Vi andre 5 fulgte stien GR 11.2 der nu blev temmelig dårligt markeret videre op igennem et nyt pas, fik selskab af en nysgerrig gemse inden vi slog lejr ved nogle klarvandede stillestående småsøer.

Lørdag bød på endnu en hård nedstigning (er man til stejl klatring med tung rygsæk, ja så var dette perfekt!), men frokosttiden kom desto mere velkomment og vi indtog med forbløffende iver de ellers nok så forhadte beton-loganbrød belagt med tykke lag af nutella og figenpålæg. Tidligt nåede vi teltpladsen ca. 5 km nord for Benasque hvor Jens-Peter og Martin havde indlogeret sig dagen før. En hyggelig aften ved grillen, den spanske gin blev testet og vi gik mindre ædruelige i seng.

Søndag blev det besluttet at tage en overliggerdag på campingpladsen; Thomas var ikke motiveret for at udsætte sine knæ for pinsler denne dag og Eriks knæ havde bestemt sig for at tage til Barcelona. Dagen blev derfor tilbragt i det nærliggende Benasque: Her besøgte vi en 10 etagers friluftsbutik (eller var der kun 4 etager?) og kæmpe-bøffer blev indtaget på en lokal restaurant hvorfor nogle angiveligt fik protein-chok. Aftenen sluttede af i et mægtigt tordenvejr - det regnede det meste af natten for første gang i en ellers meget tør og solrig uge.

Mandag d. 19 sagde vi farvel til Erik der nu tog til Barcelonas dejlige strande og vi begav os i retning af Aneto-massivet: Vi havde sat en stram tidsplan for de sidste dage der inkluderede et stort ønske om at bestige selve Aneto. Denne dag var terrænet endog meget letvandret, en jævnt stigende grusvej førte os op til Coronas-Refugiet hvor vi slog lejr i nærheden. Martin brillierede med sine blomsterbindingskundskaber - hvilket skabte lykke hos Anne og Dorthe, Thomas legede stuntmand i det lokale vandløb, med et kæmpe skrabesår til følge. Dagens heltegerning stod Jens-Peter dog for idet han ubemærket (på nær af hans egne ben og ryg) havde medbragt øl og chips - til stor begejstring i vores ellers ret trivielle diæt.

Tirsdag skulle det ske! Aneto skulle forsøges bestiget! Ca. 1400 meter op - og ned igen! Folk var oppe allerede kl. 5.30 og snart var vi på vej opad. Smukke klarvandede søer blev passeret og de letsmeltede gletchere blev langsomt men sikkert besteget. En nordfra-kommende rute stødte til og pludselig var vi omgivet af bjergbestigere af forskellige nationaliteter, med forskellig alder og ikke mindst med forskellig grad af bjergbestigningsudstyr: De fleste havde steigeisen, nogle havde isøkser og enkelte havde ligesom os klaret sig uden specialudstyr. Kun 1 gruppe havde gjort sig ulejligheden og bundet sig sammen med et reb!

Efter ca. 4 timer var vi på toppen af Aneto, desværre lå tågen tæt omkring toppen hvorfor udsigten ikke var værd at skrive hjem om - men følelsen af at have besteget den højeste top i Pyrenæerne (3404 moh) kunne ingen tage fra os. De sidste ca. 400 højdemeter var der gletchersne og på selve toppen stak klipperne frem. Efter ca. 1 time på toppen (med de obligatoriske billeder) begyndte vi nedstigningen, men de første meter var nemme idet man blot satte sig på røven og så var man på vej nedad! Efter ca. 3 timers nedstigning ankom vi til vores teltplads; teltene lå flade som pandekager og teltpløkkene lå pænt samlet i en bunke ovenpå! Kravene om at om at telte skal være slået ned i løbet af dagen blev strengt håndhævet det gjaldt således også vores telte - men vi blev noget overraskede!

Næste dags dont stod på en opstigning til passet Collado de Ballibierna 2800 moh. Vel forbi dette nød vi siestaen i den kraftige sol, i umiddelbar nærhed af et nedstyrtet propelfly og under konstant opsyn af gåsegribbe der svævede rundt over os. Siden spadserede vi på det flotteste flade græsterræn i ægte laplandsk stil - i kontrast til det oftest stenede, tørre og stærkt skrånende terræn der mødte os på meget af turen. Efter en hård og lang dag nåede vi frem til turens egentlige vandremæssige endepunkt, nemlig landevejen ved L´espitalet. Tidligere dages begrænsede diæt blev gjort til skamme da det opdagedes at vi havde overskud af mad til ca. 1 ½ dag mere: Det blev imidlertid fejret ved et gigantisk måltid bestående af "Blå Bånds" bedste frysetørrede retter: 7 poser retter + ca. 2 kg pasta + linser + supper til 6 mand! Der var ingen (gentager ingen) der gik sultne i seng!

Den sidste dag torsdag d. 22/7 gik vi ca. 5 km til busstoppestedet ved Senet hvor vi tog bussen til Barcelona. Enden på meget afvekslende, oplevelsesrig men også meget fysisk anstrengende tur var nået.

Skrevet af {ukendt medlemsnr 143} og {ukendt medlemsnr 194}