Et virvar af rygsække, tasker og ski ligger foran os i en bunke. Lidt udveksling af grej, frem med billetterne, og pludselig er 120 kg bagage checket ind og vi er klar til at tage afsted. Det er helt uvirkeligt. Vi har planlagt i månedsvis, pakket og overvejet og pakket om, og nu er vi på vej mod noget, som jeg tror de færreste af os har et klart billede af. Tilsammen har vi mange skiture bag os, og for Claus, Kåre og Erik er det et gensyn med Grønland. Men nu er det vinter, og selv om vi er godt forberedt, er det svært at forestille sig, hvad de kommende uger vil byde på. Fjordene, fjeldene, sneen, isen og vejret vil give os udfordring og underholdning, og de storslåede omgivelser lokker fra billeder og beretninger. Vi ankommer til Sønder Strømfjord tidligt og mærker straks den rene, klare luft og solen, der her i april er begyndt at tage fat. I morgen flyver vi videre til Jakobshavn.

Aasiat er fantastisk. Vi er mellemlandet på vej til Ilulissat, og byen er klædt i glitrende sne. Hen over landingsbanen har vi udsigt til Diskoøen og Diskobugten med sine kæmpe isbjerge. 15 minutters flyvning slutter i en brutal landing i Jakobshavn. 15-20 m/s og bragende tøvejr er velkomsten, da vi stiger ud af flyet. Føhnen er kommet som uindbuden gæst, og den har tænkt sig at blive et par dage. Den spiser grådigt af sneen, uden at spørge.

Vi har nu været her et par dage, og selv om skiføret forsvandt på under en dag, har der været masser at se og masser at lave. De to vandreklub-medlemmer Rikke og Jakob, som er en af grundene til at vi er taget hertil, og som bor fast her i Jakobshavn, har været fantastiske værter. Sammen med dem har vi kørt hundeslæde og været med til at passe deres slædehunde, vi har set byen og fået en introduktion til den grønlandske kultur, og vi har spist os mætte i rensdyr, sildepisker, moskusokse, hellefisk, rejer, torsk og mattak (hvalhud).

I forgårs kom der lidt sne, så i går var vi ude på ski for første gang. Nede ved byen er det kun slæde-motorvejene der stadig har sne, så der kørte vi. I Grønland har hundeslæder førsteret, så vi fik en del nær-døds-oplevelser, da slæder og 10-15 hunde passerede i rasende fart med jævne mellemrum. Oppe på fjeldet er der mere sne, og vi kunne vælge ruten mere frit. Denne dag var der væddeløb, som vi oplevede på første parket i fjeldet. Det ser nemt ud, men selv de erfarne kørere havde problemer med at styre hundene gennem de smalle passager mellem klipperne. Op ad bakke forsøger kørerne at følge med i løb bag slæden, og ned ad bakke er det et spørgsmål om overlevelse, når slæde og hunde i rasende fart forfølger hinanden over sne og klipper.

Det er 2. påskedag med masser af liv i gaderne, bl.a. hundevæddeløb, barnedåb og koncert. Vi når også til kaffemik efter barnedåbene hos et par af Rikke og Jakobs venner. Der er en overdådighed af kager på bordet og man bliver hurtigt bænket med en kop kaffe i den ene hånd og fri adgang til at vælge et dejligt stykke kage bagt af svigermoderen eller en af de mange andre familiemedlemmer. Efter den anden kop kaffe siger man tak, hilser venligt af og giver plads ved bordet til de næste gæster som kommer ind ad døren. Der er meget hyggeligt og dejligt afslappet i forhold til et dansk åbent-hus arrangement.

Erik har samlet seks sæt bræudstyr med seler, isskruer, slynger og mange mange meter reb mens vi andre har været ude i byen. Nu ved vi hvorfor hans rygsæk var så tung.... Vi laver en smagsprøve på den frysetørrede mad til aftensmad og de fleste af os ved nu hvad vi ikke har at glæde os til de kommende fem aftener. Nå, men det smager jo også bedre når man er sulten.

Tirsdag morgen tager vi afsted på en længere tur ind til indlandsisen. De første par kilometre hen over den græsklædte slette og op over store Aquinaq foregår med skiene på rygsækken. Endelig oppe i fjeldet går det stærkt og snart er vi langt forbi det sted hvor vi vendte om på den første dagsskitur. Frokosten nydes på et stykke bart klippe med en anelse frost i næsen. "Hytten uden tag" (som sidenhen har fået tag) lægges ind på GPS'en og vi flyver videre ud ad slædemotorvejen. Sent på eftermiddagen begynder nedturen - efter at have nydt Clauses overraskelses-luksus-chokolade-æg ved en helt fantastisk udsigt over isfjorden, bjergene og bræen. Det er bart og stejlt, solen har mørnet sneen helt ned til lyngen, og flere ender med at gå ned med skiene i hånden.

Aftenen tilbringes i en fangerhytte ved fjorden hvor vi overnatter sammen med tre fiskere. Der bliver hurtigt varmt når petroliumsovnen kører for fuld tryk, og vi ligger og stønner af varme i polarsoveposerne. Fiskerne er i højt humør og driller Kåre med lyden af spøgelser selvom han sover. De giver os også et par tip om hvor på fjordisen der er sikkert at køre og hvilke steder vi skal holde os fra. Stærkt døsige af mad, varme og petroliumsdunste falder der ro over hytten og slædehundene udenfor.

Kroppen er ligeså stiv som havregrøden da vi næste morgen drager ud på fjorden. Der ligger et tyndt lag sne på isen og vi sætter hurtigt kursen stik mod tvillingehytterne, som kun ligger et par kilometer fra indlandsisen. Det er utroligt - man kigger ud på iskanten og den er næsten til at røre ved hvis man strækker armen ud. Tre timer senere er den stadig lige langt væk. Afstandene snyder igen og igen. På et fuglefjeld skriger mågerne men det varer lidt inden vi får øje på de små hvide prikker langt oppe af den stejle fjeldside. Mon de pendler helt ud til den åbne isfjord hver gang de bliver sultne? Nå ja, det er jo også bare et smut på 20 km. Hytterne tages i besiddelse og snart efter er vi på gåben på vej mod bræen. Det er fantastisk at forestille sig isens kæmpekræfter, som har flyttet rundt på alt det materiale - en kæmpemæssig byggeplads, med assorterede sten og grus i store dynger. Rune og Claus hakker klumper af isen - der skal jo være lidt til den medbragte whiskey on the rocks.

Petroliumsovnen buldrer også lystigt denne aften og Kåre leverer ufrivilligt aftenens underholdning efter at have sippet til det boblende ildvand. Vi andre hører om verdens oprindelse i Asernes version. Imorgen er det Store Brædag. Jane overvejer rituel afbrænding af sine skistøvler.

Den varme hytte har for længst smeltet sne (naturligt silt-beriget) og lavet kaffe inden vi fra den kolde hytte når ud af poserne. Det er lige med nød og næppe vi kommer afted inden middag. Ude på fjordisen laver vi en simuleret spalteredning, så vi er klar hvis uheldet sker når vi står på bræen. Mens vi øver bliver Jane og Claus, iført bræudstyr og lænket til isskruer, rendt overende af et hundespand og efterfølgende slæde. Man skulle ellers tro at isen er rigeligt mange kvadratkilometer stor til at undgå den slags sammenstød. Nå, men far og søn skulle også bare lige høre om vi havde set nogle sæler. Ikke et ord om det mærkelige i at træne bræsikkerhed på en flad fjord.

Vi skulle ikke have haft ski men steigeisen med på denne tur. Den del af Indlandsisen vi kæmper os op ad, hedder Den Døde Bræ. Det er ren blåis, al sne er barberet væk af sidste uges føhnvind. Men her er så smukt at man hurtigt tilgiver isen denne fejltagelse. Det er en mærkelig tanke, at vi står på et stykke is, som strækker sig mere end 1000 kilometer videre ind i landet. Selv om isen virker meget sikker og rolig, ser man også bevægelsen. Den store brætunge flyder ned i dalen, som en Lydolfer på en varm sommerdag. Der er sprækker overalt, men isen her er relativt sikker at færdes på. Denne del af indlandsisen er på tilbagetog og synker stille og roligt i jorden, deaf navnet. På vej op til bræen har vi passeret smeltevandssletter, morænebakker og dødis som presser sig op gennem sandet, og det er tydeligt hvor meget isen har fyldt i dalen blot nogle hundrede år tidligere. De største sprækker er fyldt op med den sne, som vinteren trods alt har lagt.

Det hele står i skærende kontrast til den intense aktivitet ved Isfjorden bare 20 km længere sydpå. Her kaster en brætunge dagligt flere millioner tons is ud i fjorden, og det tordner med jævne mellemrum, når isbjergene kælver. Vi har ikke taget højde for den lille snemængde, så det er med besvær, at vi med ski og kun et par steigeisen kæmper os op ad bræen. Vi holder en pause hvor vi sikrer os med isskruer til isen så vi ikke kan glide alt for langt, nyder udsigten, tager er par sejrsbilleder og vender tilbage mod hytten. Det er ikke forsvarligt at fortsætte længere med vores sparsomme udstyr. Men det har været en fantastisk dag.

Skrevet af deltagerne på turen Fjeldskitur til Grønland.

Påsken 2003